‘Fiskedunser’ med hjemmelavet remulade
Fiskefrikadeller – (herhjemme hedder de dunser) er noget jeg har fået ofte gennem hele min barndom. Jeg husker at jeg troligt stod ved min farmors side og ventede på at hun rakte mig en dunse, så snart første pandefuld var ved at være færdig. Yum! Hun lavede verdens bedste fiskedunser!
Der er ikke noget bedre end hjemmelavet fiskefrikadeller. Samtidig har jeg det rigtig godt med at vide, hvad der er i mine fiskefrikadeller og at de er lavet af godt frisk fisk. Jeg har fået mange forskellige udgaver og også nogle knap så velsmagende. Så her er min bedste opskrift på hjemmelavet klassiske fiskefrikadeller som min farmor og mor altid har lavet dem.
De bedste fiskefrikadeller er simpelthen dem som du selv laver.
Det bedste ved en fiskefrikadelle er stegeskorpen og en blød men stadig lidt fast midte. Jeg er ret kræsen omkring min fisk. Det er super vigtig for mig, at den er frisk og gerne lokal fanget. Så er det jo heldig at jeg har min helt egen “fiske-pusher” – min far, som fisker fra Stenberg Landingsplads og jeg er måske også lidt godt forvendt der. Jeg får fisken når den lige er hevet op fra havet. En tommelfingerregel er, din fisk skal ikke lugte kraftig af fisk men frisk og af hav.
Er også selv med ude at fiske om sommeren, når vejret og havet viser sig fra den gode og milde side. Min mand og børn elsker at komme med og det er bare nogle af de stunder med min far, hvor tiden gerne må stå stille og NYDER det max!
Tip og idéer til fiskefrikadeller
- Min farmor kom spæk i hendes fiskefrikadeller, du kan også tilføje lidt bacontern, det er en smagssag.
- Du kan pifte dine fiskefrikadeller op med lidt friske krydderurter i farsen eller trække den i en helt anden retning med smagsgivere fra andre køkkener – eksempelvis det Thailandske med f.eks. chili eller ingefær.
- Du kan sådan set bruge alle mulige forskellige fisk til dine fiskefrikadeller. Det jeg mest bruger er hvid fisk som torsk, der er mild i smagen. Men du kan sagtens bruge f.eks. laks eller du kan blande flere slags fisk.
- Du kan servere fiskefrikadeller med forskelligt tilbehør. Det kan være en tartarsauce eller en dildcreme. Du kan bruge dine fiskefrikadeller både som varm aftensmad, på tapasbordet eller kolde til en picnictur eller smørrebrød. Lav dem små og sæt dem på spyd, så de er perfekte til børnefødselsdagen.
Vi vil herhjemme gerne have remulade til fiskefrikadeller og når nu du står og gør dig så umage med at lave en god fiskefrikadelle, så giv dig tid til også at lave din egen remulade! Det er så lækkert og så meget bedre end den du køber og ikke særlig tidskrævende.
Brug en hjemmelavet mayonnaise til din remulade. Jeg har en super hurtig opskrift og metode, som altid lykkes, se opskrift HER.
Se også min opskrift på saltbagt ørred eller ovnbagt pighvar
Fiskefrikadeller
Ingredienser
Fiskefrikadeller
- 600 g torsk (eller anden fisk f.eks. kuller, sej, kulmule m.m.)
- 2 æg
- 1 lille løg (revet)
- 1 dl fløde
- 2-3 spsk hvedemel
- 1 spsk rasp
- 20 g smør til stegning og lidt olie
- salt og peber.
Remulade
- 1 dl mayonnaises (gerne hjemmelavet)
- 1 dl cremefraiche
- 1 dl cornichons fint hakket (små syltede agurker) (eller pickles)
- 1 spsk kapers, hakket
- 1 tsk sennep
- ½-¼ tsk karry
- 1 spsk gulerod, fint hakket
- 3 spsk blomkål, revet (kan undlades)
- smag til med salt og peber + evt. sukker og citron eller æbleeddike
- der kan tilføjes lidt gurkemeje for at få en flot gul farve.
Sådan gør du
- Hak din fisk groft og giv det en hurtig tur i en foodprocessor eller gennem kødhakkeren.Stil det hakkede fiskefars på køl ca. 10 minutter inden du rører den sej med salt i 2 minutter. Jeg foretrækker at gøre det i en skål med en grydeske eller i min røremaskine med k-spaden. Det er vigtigt at røre farsen sej for at den bedre kan binde væsken. Det gør noget for strukturen og gør at dine fiskefrikadeller bliver mere saftige og lækre.
- Rør herefter et æg i ad gangen.
- Tilsæt løg, mel og rasp som røres i farsen.
- Kom farsen tilbage i foodprocessoren og hak den meget kort.Tilsæt fløden over et par gange mens der røres meget kort mellem hver gang. (fordi der ikke bare må køres derudaf med foodprocessoren er fordi at farsen nemt kan skille. Har du kørt farsen gennem kødhakkeren så rør den videre i skålen eller røremaskinen.
- Smag efter om der mangles salt og peber.
- Stil fiskefarsen i køleskabet i en halv times tid, så den kan samle sig og trække smag.
- Steg fiskefrikadellerne i olie og smør på panden ved middelvarme, til de er gennemstegte og gyldne og sprøde på begge sider.
Remulade
- Det er vigtig at gøre dig umage med at hakke dine ingredienser fint.Lad eventuel cornichons dryppe af på et viskestykke, væden kan gøre din remulade tynd.Bland alle ingredienserne sammen og smag til.